Et år efter opstart på Sense

af Lene Clausen
Et år efter opstart på Sense

I dag er det præcis et år siden jeg meget impulsivt besluttede, at nok var nok. Vægten havde passeret 90 kg, så nok VAR i den grad nok!! Uden egentlig at tænke det ret meget igennem, oprettede jeg en profil på instagram, Lovelymess.dk, gik på vægten morgenen efter og lagde et billede op, værsågod, totalt blottet. Jeg handlede stort ind og så var det i gang. Jeg anede ikke om det ville gå som alle de andre gange, jeg havde været på KUR og fejlet, eller om det var nu det skulle lykkes.

Men jeg må jo konstatere, at det for mig virker, at RÅBE det ud til alle der vil høre på mig. Det at jeg råber det ud på Instagram, gør også at en masse mennesker, mine kære følgere, råber tilbage og det er lige det der er med til at holde mig på sporet, så tak for det 🙂

Hvordan det var mens jeg var i gang og lige efter kan du læse mere om i indlægget “Målet er nået – hvad så nu?”

Efter jeg kom i mål

Jeg kom i mål sidst i juni måned, 20 kg tabt på 7 måneder, det er i den grad godkendt. Jeg synes tiden efter har været rigtig svær. Mens jeg skulle tabe mig, var det lige til, du kan spise så og så meget 3 gange om dagen, bum. Nu hvor jeg kan tillade mig lidt mere ind i mellem, kan jeg ind i mellem mærke de gamle mønstre, hvor chips, boller og snolder blev indtaget i store mængder. Så for mig er det endnu ikke helt hverdag endnu, det håber jeg kommer, så mad ikke skal fylde så meget, men bare er en helt naturlig del af mit liv.

Alt det gode

Men ud over, jeg lige skal have vanerne til at blive en helt naturlig del af mit liv, så er der så meget godt at sige. Jeg har forhøjet blodtryk og får blodtryksmedicin. I sommer da jeg var ved lægen i anden sammenhæng, fik jeg lige målt mit blodtryk og det var lige som det skulle være, helt perfekt, det er mange år siden det har været det. Desværre dropper man ikke bare sådan blodtryksmedicin, da det er langtidsvirkende og tager tid at få startet op osv, så det fortsætter jeg dog på, selvom det ikke er nødvendigt, men det er da så vildt dejligt!!

Jeg har igennem årene købt en del tøj, jeg ikke har kunnet passe, fordi det hele tiden har været planen, at jeg skulle tabe mig. Så jeg har haft rigtig meget tøj hængende med prisskilt på endnu. Alt det tøj kan jeg passe nu, så det var lige som, at få et helt nyt klædeskab. Og så har jeg selvfølgelig købt en del nyt, det hører sig til. Og forleden bestilte jeg for første gang bukser online, det har jeg aldrig gjort! Jeg har altid hadet at shoppe bukser, de passede bare aldrig, så online var jo ikke en mulighed. Men nu gjorde jeg det, vel at mærke en shop med fri returret. Og ved du hvad?!?! De passede helt perfekt, der blev jeg virkelig glad 🙂

Hvad med det mentale?

Den er straks værre. Jeg er som person temmelig flyvsk, distræt og ustruktureret, det har jeg det sådan ok med. Men ind i mellem, når jeg så står overfor strukturede mennesker, så føler jeg mig altid som en der ikke har styr på noget som helst og tænker, at de virkelig må se mig som et kæmpe fjols. Og lad os sige det sådan, der er ret mange strukturede mennesker, så jeg føler mig ofte som et kæmpe fjols. Nu skal det jo ikke lyde som om, jeg ser mig selv som en fallit erklæring, det gør jeg langt fra, men jeg skal arbejde rigtig meget med, at mennesker er forskellige og at jeg er god nok, som jeg er, jeg har nogle andre kvaliteter.

Konklusion

Det jeg vil sige med det er, at jeg måske havde håbet, at hvis jeg fik det godt i min krop og med mit udseende, at jeg ville gå med lidt mere oprejst pande og konstatere, at sådan er jeg. Det kan jeg ikke endnu. Men selvfølgelig er det blevet bedre og jeg ved, at jeg fremadrettet skal arbejde videre med at klappe mig selv på skulderen og vide, at jeg er god nok.

Det blev lige lidt langhåret her til slut, men jeg synes det er vigtigt, at pointere, at et vægttab ikke gør dig lykkelig på et splitsekund, der skal arbejdes og du er hele tiden på vej. Men du bliver helt sikkert lykkeligere og det er virkelig dejligt, så jeg kan kun opfordre dig til, hvis du gerne vil tabe, at holde fast og komme i mål, det er det hele værd. Men bliv ikke skuffet, hvis du ikke bliver ramt af en euforisk lykkefølelse efter et vægttab 🙂

 

Følg lovelymess.dk på Facebook, Instagram eller Pinterest

 

0 Kommentarer
5

Måske dette er noget for dig?

Skriv kommentar

gtag('config', 'UA-118473619-1');